Skal en Lykke Jumper fra Spektakelstrik være dit næste strikkeprojekt? Så kan du med fordel læse med her, hvor jeg har samlet alt det, der er værd at vide, før du går i gang med sådan en lækker sag.
Er den svær at strikke?
Lykke Jumper er en sweater jeg har set flere gå i gang med, allerede som deres andet eller tredje strikkeprojekt - og folk er altså kommet i mål med det! Nogen kan godt gå hen og blive skræmt af mønsteret, men det er altså meget lettere end det ser ud. Det er et strikkeprojekt på større strikkepinde, så man mærker fremgangen og så har Mie fra Spektakelstrik sørget for at strikkeopskriften er udførligt beskrevet. Det vigtigste er, at du har mod på at tage udfordringen op!
Hvilket garn kan man bruge?
Det anbefalede garn er én tråd Kos fra Sandnes Garn og én tråd Tynn Silk mohair fra Sandnes Garn. Kos er en let og luftig garnkvalitet, bestående af 62% baby alpaca, 9% uld og 29% nylon. Garnet er kabelspundet, hvilket vil sige, at fibrene er puttet ind i et kabel for bedre at kunne holde på fibrene så garnet fælder mindst muligt. Det her er en garnkvalitet, der på trods af sin lethed også indeholder rigtig meget varme. Tynn Silk mohair består af 57% mohair, 28% silke og 15% uld. En tråd mohair vil gøre sweateren mere vamset og blød, men samtidig også give den mere fylde. Mohair er også en meget fast tråd, der vil bidrage til at opretholde formen på Lykke Jumper.
Et garnalternativ kunne være én tråd Sunday fra Sandnes Garn, sammen med to tråde Tynn Silk fra Sandnes Garn. Sunday består af 100% merinould og har en lang løbelængde på 230 m pr 50 g. Merinould er en temperaturregulerende garnkvalitet, der tilpasser sig din kropstemperatur og samtidig er det super blødt og allergivenligt.
Du kan også vælge at strikke den i én tråd Organic Soft Merino fra KAOS YARN, sammen med to tråde Organic Brushed Alpaca fra KAOS YARN. KAOS YARN har et mega fedt farvekort, der virkelig får én til at få lyst til at give den max gas med farverne. Alt garnet er økologisk produceret og i en super lækker kvalitet. Organic soft merino består af 100% økologisk merinould og Organic brushed alpaca består af 100% økologisk alpakka. Brushed alpaca er en super god erstatning for mohair. Brushed alpaca er ligesom mohair en tynd tråd der har en børstet effekt som ofte giver lidt ekstra lækkert til strikkeprojektet. Forskellen er dog, at brushed alpaca har det med at holde bedre på fibrene og derfor ikke har en lige så stor tendens til at fælde, som mohair nogle gange kan have.
Det kan for nogen være lidt en udfordring at strikke med flere tråde på én gang, men så længe man bare er opmærksom på, at man får alle trådene med undervejs, så burde det ikke være noget problem. Fordelen ved at strikke i tre tråde er også, at der er større frihed til at lege med lækre farvekombinationer. Man kan for eksempel godt have en ide om at strikke en blå Lykke Jumper, men ved at kombinere tre tråde i tre forskellige blå nuancer kan man altså skabe et rigtig flot farvespil.
Hvad skal man ellers bruge?
Strikkepinde: De anbefalede strikkepinde er rundpind 6 mm (60 cm), rundpind 6 mm (40 cm), rundpind 4,5 mm (60 cm) og rundpind 4,5 mm (40 cm).
Hvis du er til rundpinde i aluminium, kan du se dem her, og hvis du er ude efter udskiftelige strikkepinde, så kan du se dem her. Bemærk, at der skal anvendes korte udskiftelige strikkepinde til en 40 cm wire.
Maskemarkører: Lykke Jumper er konstrueret med raglanudtagninger, hvorfor maskemarkører bliver en nødvendighed. Der skal anvendes 8 maskemarkører til raglanudtagningerne, hvor Ponys 10 stk maskemarkører blandt andet egner sig godt til. Det er dog en fordel, at have en anden maskemarkør til at markere omgangens start, når bærestykket samles. Her vil jeg klart anbefale en af vores håndlavede maskemarkører, som nærmest ligner et smykke - sådan én får altså strikkemotivationen til at vokse!
Hvis du er typen, der har gang i flere strikkeprojekter på én gang, så kan Cocoknits spiralmaskemarkører også anbefales! Her er der altså hele 60 maskemarkører i en lille fin boks, hvor der er 6 farver, fordelt på 10 stk i hver farve. Her kan man med fordel tage 7 maskemarkører i samme farve, og vælge den sidste i en anden farve, for at markere omgangsstart.
Fælles for Ponys maskemarkører og Cocoknits spiralmaskemarkører er, at de begge passer på pinde op til 7 mm. Derudover kan begge dele åbnes og puttes direkte på strikketøjet eller flyttes, uden at de skal af pinden. Maskemarkørerne kan med fordel anvendes til at markere ind- og udtagninger på ærmer eller som motivationsmarkør - altså en markør, man sætter på strikketøjet på den første pind man strikker på dagen, og så kan man når dagen er gået, se hvor mange cm man har strikket den pågældende dag. Mega smart!
Omgangstæller: Lykke Jumper er strikket i et mønster, hvor det er nødvendigt at tælle omgange. Derfor er Cocoknits omgangstæller en rigtig god ide at have ved hånden, så du har styr på, hvor langt du er nået. En omgangstæller kan også anvendes til at tælle hvor mange raglanudtagninger du har lavet på bærestykket, eller hvor mange indtagninger du har lavet på et eventuelt ærme. Cocoknits omgangstæller har også en “børnelås” på, så hvis du har den med i tasken kan du låse tælleren, så den ikke løber løbsk når den er uden opsyn - mega smart!
Maskewire: Når maskerne til ærmerne skal tages fra og ligges til at hvile, bliver der brug for en maskewire. Maskewirer fungerer således, at når ærmemaskerne for eksempel skal tages af pinden og hvile, så sættes maskewiren på enden af strikkepinden, og så overføres de pågældende masker til maskewiren, hvor de kan ligge og hvile frit, indtil ærmerne senere skal strikkes. PetiteKnits maskewirer er en pakke der består af fem wirer i alt: tre wirer på 1 meter og to wirer på 1,5 meter.
Uldnåle: Uldnåle bliver nødvendigt, når alle enderne skal hæftes, og især også hvis du vælger at lukke ribkanterne af med italiensk aflukning. Der kan både anvendes metal uldnåle eller uldnåle i aluminium, alt efter hvilken præference du har. Metal uldnåle er lidt tungere og har et mere fast hul til garnet, hvor garnet ofte sætter sig mere fast. Uldnåle i aluminium er lettere og har en lille gummiring til garnet, hvilket er mere skånsomt overfor garnet, så garnet glidere lettere frem og tilbage. Især ved italiensk aflukning kan det være en fordel, at skåne garnet med en uldnål i aluminium.
Strikkeelastik: Dette er ikke en nødvendighed, men en god ide, hvis du vil bevare den skarpe halskant i dine striktrøjer. Strikkeelastikken syes blot i halskanten og sikrer, at halskanten ikke udvider sig med tiden og derfor bliver hvor den skal. En lille bonusinfo er, at sådan en strikkeelastik er flere hundrede meter, så jeg vil vove at påstå at der er nok strikkeelastik til alle de halskanter du får strikket i løbet af din levetid.
Og nu er der vidst ikke andet for, end at komme i gang :)
Garnknus fra Sofie
Lämna en kommentar
Denna webbplats är skyddad av reCAPTCHA och Googles integritetspolicy . Användarvillkor gäller.